Mad, væske og motion
Hvis kroppen skal have energi til at være aktiv, er det vigtigt,
at du spiser rigtigt og frem for alt regelmæssigt. Ellers får
kroppen ikke tilstrækkeligt brændstof, og så kan den ikke yde det,
du ønsker.
Kulhydrater er alfa og omega
Når du er aktiv - og især ved høj intensitet, f.eks. hvis du
spurter - bruger kroppen primært kulhydrater som energikilde. Derfor
er det vigtigt, at du har fyldt dine kulhydratdepoter op, inden du
skal dyrke sport.
Der skal mere ilt til at bruge fedtet
Kulhydraterne lagres primært i muskler og lever, og som regel er
der nok energi til et par timers aktivitet ved høj intensitet. Når
kulhydratdepoterne er tomme, begynder kroppen at tære på
fedtdepoterne. Men kroppen skal bruge mere ilt for at forbrænde
fedt, og derfor kan du ikke yde lige så meget, når energien skal
komme fra fedtdepoterne. Det er derfor, folk, som dyrker motion i
længere tid, f.eks. maratonløbere, gør meget ud af at indtage
kulhydratrige energidrikke, mens de er aktive. På den måde får de
tilført ekstra kulhydrat og kan udskyde nedbrydningen af
fedtdepoterne.
Hvis du træner meget
Lige efter længerevarende hård træning er musklerne og leveren
ekstra klar til at optage kulhydrater. Derfor er det en god idé at
spise mad indeholdende mange kulhydrater så hurtigt som muligt,
efter du har været aktiv. På den måde giver du kroppen de bedste
muligheder for igen at blive klar til fysisk aktivitet.
Væske er vigtigst
Selvom det er vigtigt, at kroppen får energi, er det vigtigste,
at du sørger for at drikke nok. Du kan i ekstreme situationer
overleve i flere uger uden mad, mens du kun kan overleve i ganske
få dage uden væske. Forklaringen er, at væske indgår i en lang
række livsnødvendige processer og balancer i kroppen. Derfor er det
vigtigt at drikke nok. Og det er en god idé at drikke vand, inden
du bliver tørstig. Når du føler tørst, mangler kroppen nemlig
allerede væske.
Væske og præstation
Når du er aktiv, stiger temperaturen i din krop. For at afkøle
dig begynder kroppen at svede. Og det betyder, at du mister væske.
Som en grov regel siger man, at præstationsevnen falder med ca. 10%
for hver procent væske, du taber. Det er derfor vigtigt at huske at
drikke rigeligt, når du er fysisk aktiv. Husk f.eks. at drikke vand
en time, før du skal træne meget. Lav selv tre gode råd til,
hvordan man kan sørge for at få væske nok både før, under og efter
man har været aktiv.
Du kan selv teste, hvor meget væske du mister, når du er aktiv.
Vej dig før og efter, du dyrker motion - og se forskellen. Husk at
trække det vand fra, du har drukket. 1 dl. vand svarer til 100
g.
Mere end halvdelen er væske
Mere end halvdelen af kroppen består af væske - helt op til 70%.
Væske indgår i alle kroppens celler, blodet, huden og en lang række
livsvigtige processer i kroppen.
Også fra maden
Frugt og grøntsager indeholder meget vand - i reglen mere end
80%. I brød er der typisk 30-40% væske og i kød typisk 60-75%.
Drikker du nok?
Dit væskebehov afhænger bl.a. af, hvor aktiv du er. Du kan
faktisk se på din urin, om du drikker nok. Hvis den er mørkegul,
drikker du for lidt. Hvis den er helt klar, drikker du rigeligt.
Vær opmærksom på, at morgenurinen altid er mørkere - det skyldes
kroppens affaldsstoffer fra nattens processer.